Social angst – forebyggende forløb for voksne

Få hjælp til at håndtere social angst, og mød andre voksne i samme situation.

Dette forløb er for dig, der oplever nervøsitet eller frygt i forbindelse med sociale situationer i din hverdag.  Det kan være, at du:

  • har negative tanker om dig selv, som gør det svært at deltage i sociale sammenhænge
  • hurtigt føler dig pinligt berørt eller skamfuld
  • bekymrer dig meget om, hvad andre tænker om dig
  • bruger meget energi på at gennemgå, hvad du har sagt eller gjort, efter du har deltaget i sociale aktiviteter
  • får fysiske reaktioner som hjertebanken og svimmelhed og lyst til at forlade rummet, når du er sammen med andre i sociale sammenhænge.

Hvis du kan genkende nogle af disse tegn, kan dette forløb være en hjælp. 

Beskrivelse af forløbet 

Forløbet varer otte uger og ledes af en psykolog. Det består af en individuel gruppeforberedende samtale og otte gruppesessioner.

Du bliver en del af en mindre gruppe med ca. fem deltagere, der lige som dig oplever social angst.

I forløbet træner du konkrete strategier til at håndtere de tanker og følelser, der kan være svære i sociale sammenhænge. 

Du kan vælge, om du vil følge et forløb om formiddagen, eftermiddagen eller aftenen. 

For at få det bedste udbytte, er det vigtigt, at du deltager i hele forløbet og arbejder med øvelser mellem mødegangene.

Om forløbet er det rigtige for dig, afhænger af din særlige situation og afklares til den indledende samtale med psykologen.

Yderligere information

Fold alle ud

Målgruppe

For at deltage på et forløb skal du:

  • være fyldt 18 år
  • bo i Københavns Kommune
  • have symptomer på social angst i let til moderat grad
  • ikke have svær angst, OCD eller anden behandlingskrævende psykisk sygdom.

Sådan får du et forløb

Du skal henvises til forløbet af din læge. 

Når du er henvist, får du et brev via Digital Post med en invitation til en visiterende samtale med en psykolog og et link til et spørgeskema. Du skal besvare spørgeskemaet hurtigst muligt. Dine svar i skemaet er psykologens forberedelse til samtalen. Sammen finder I ud af, om forløbet er det rigtige for dig, eller om der er andre og mere relevante tilbud for dig.

Viden om angst