Depression – forløb for dig mellem 15 og 22 år

Få hjælp til at håndtere depressive tanker.

Dette forløb er for dig, der oplever tegn på depression. Tegn på depression kan fx være, at du: 

  • føler dig trist eller nedtrykt
  • er mere træt end normalt
  • har mistet lysten til at være sammen med andre
  • har mistet lysten til at lave ting, du tidligere var glad for
  • hurtigt bliver irritabel
  • let bliver ked af det
  • har svært ved at koncentrere dig eller huske ting
  • oplever ændringer i søvn eller appetit.

Hvis du kan genkende nogle af disse tegn, kan et depressionsforløb være en hjælp. 

Beskrivelse af forløbet

Forløbet består af syv individuelle samtaler med en psykolog. Samtalerne varer ca. en time, og du og psykologen aftaler sammen tidspunkterne, I skal mødes. 

Igennem forløbet øver du metoder, der kan hjælpe dig med at forstå og håndtere dine tanker og følelser. Vi har blandt andet fokus på de tanker, der kan blive negative og komme til at køre i ring.

Når du lærer metoderne at kende, kan de hjælpe dig til mere energi, bedre trivsel og flere handlemuligheder i hverdagen. Du får også redskaber til at håndtere udfordringer som isolation og svære følelser.

For at få det bedste udbytte af forløbet er det vigtigt, at du deltager i samtalerne og arbejder med øvelser mellem samtalerne.

Yderligere information

Fold alle ud

Målgruppe

For at deltage i et forløb skal du:

  • være mellem 15-22 år
  • bo i Københavns Kommune
  • have symptomer på depression i let til moderat grad
  • ikke have svær depression eller anden behandlingskrævende psykisk sygdom.

Sådan får du et forløb

Hvis du er over 18 år, kan du kontakte Ungeindgangen, som kan hjælpe dig videre.

Hvis du er under 18 år, kan du kontakte Indgang til bedre mental sundhed for børn og unge, der kan hjælpe dig videre. 

Du kan også blive henvist til forløbet af din læge, en studievejleder på din ungdomsuddannelse, UU-vejledningen eller Sundhedstjekket i Center for Børn og Unges Sundhed. De skal bruge henvisningsskemaet nedenfor.

Når du er henvist, får du et brev via Digital Post med en invitation til en visiterende samtale med en psykolog og et link til et spørgeskema. Du skal besvare spørgeskemaet hurtigst muligt. Dine svar i skemaet er psykologens forberedelse til samtalen. Sammen finder I ud af, om forløbet er det rigtige for dig, eller om der er andre og mere relevante tilbud.