Ung på Vej – psykologhjælp til unge og deres familier

Ung på Vej er et familieorienteret psykologforløb for familier med unge i alderen 13 til 15 år, som oplever mistrivsel.

Dette forløb er for familier med en ung i alderen 13-15 år, som oplever begyndende mistrivsel. Mistrivslen kan komme til udtryk som fx tristhed, bekymring, oplevelse af at stå udenfor fællesskaber, stress, vrede eller tilbagetrækning fra aktiviteter og sociale relationer.

Forløbet har til formål at skabe forståelse for de udfordringer, der påvirker den unges trivsel, og at støtte familien i at håndtere svære følelser og situationer i den unges hverdag.

Forløbets indhold

Forløbet består af samtaler med en psykolog og tilrettelægges ud fra den enkelte families behov.

Samtalerne kan foregå som:

  • Individuelle samtaler med den unge
  • Fælles samtaler med familien
  • Samtaler med én eller begge forældre 

Der er også mulighed for at inddrage relevant fagligt netværk, fx lærere eller PPR, hvis det vurderes relevant.

Samtalerne tager udgangspunkt i forhold, der har betydning for den unges trivsel i hverdagen. I forløbet hjælpes familierne med at finde veje og værktøjer til at møde de udfordringer og svære situationer, man som ung kan møde i en hverdag med skole, fritid og sociale relationer.

Yderligere information

Fold alle ud

Målgruppe

Tilbuddet er til familier med en ung, der:

  • er mellem 13 og 15 år og/eller går i udskolingen
  • viser tegn på begyndende mistrivsel
  • er bosiddende i Københavns Kommune 

Tilbuddet retter sig ikke til unge med behandlingskrævende psykiske eller psykiatriske problemstillinger, herunder behandlingskrævende rusmiddelbrug.

Sådan får I et forløb

Familier og unge kan kontakte Indgang til Bedre Mental Sundhed for børn og unge for at afklare, om tilbuddet er relevant. 

Man kan også blive henvist via:

  • Egen læge
  • Sundhedsplejerske
  • Skolesocialrådgiver
  • PPR
  • UU-vejleder
  • Skolepersonale (efter aftale)
  • Din Sociale Indgang

Henvisningsskema

Er du fagperson og skal henvise til Ung på Vej, skal du bruge dette henvisningsskema.