Forløbet ledes af en psykolog og foregår i grupper med op til 12 andre unge, der oplever samme symptomer som dig.
Oplever du perioder, hvor følelser af nedtrykthed og manglende interesse og overskud hæmmer dig i din hverdag? Perioder, hvor det føles som om en skygge eller dyne af irritation og negative tanker bremser dig i at gøre de ting, som du egentlig gerne vil? Så har du måske tegn på depression.
I Center for Mental Sundhed kan du få viden om depression, træning i at genkende og håndtere negative tankemønstre og forebygge tilbagefald. Du får redskaber til at arbejde med dine tanker og symptomer, og møder andre i samme situation.
Forløbet varer 8 uger. Vi mødes én gang om ugen i 2 timer. Den primære metode i forløbet er en kombination af meditation og kognitive strategier. Det betyder, at vi veksler mellem fysiske og mentale øvelser, samtale og meditation.
Under dit forløb har du også mulighed for at få to individuelle samtaler med psykologen. Her kan I tale mere specifikt om det, der fylder for dig.
For at få et godt udbytte er det vigtigt, du deltager i hele forløbet.